Pædagogiske assistenter: Vi føler ikke, der er brug for os

Tanken er, at de skal erstatte ufaglærte pædagogmedhjælpere og komplimentere pædagogerne med faglig viden. Realiteten er, at de har svært ved at få arbejde. Derfor bliver uddannelsen for mange en mellemstation.

 

 

Af Marie Syberg

En gruppe elever har samlet sig på SOSU-skolen på Hedeager i Århus. En ung fyr fra gruppen sidder på en bænk. Over bænken hænger tre små lamper, der lyser direkte ned på ham. Til højre for ham hænger et hvidt papir med teksten ”PRØVE”. En af pigerne går hvileløst frem og tilbage på gangen. Hun har armene over kors, og hendes skridt er tunge. Hun kigger ind i lokalet, hvor lærer og censor har besluttet sig for at holde kaffepause. ”Kom nu, for helvede” siger hun.

Det er deres sidste eksamen og så kan de kalde sig for pædagogiske assistenter. Efter eksamen skal de være klar til arbejdet med børn og unge. Det kan være i dagplejen, daginstitutioner, fritidsklubber, skoler og døgninstitutioner. Hvad mon de skal, når de er færdiguddannede?

Lad os lige skrue tiden tilbage først. Før de overhovedet kunne stå til den sidste eksamen, har de skullet igennem to forskellige forløb på SOSU og derefter hovedforløbet på pædagogisk assistent-uddannelsen (PAU). Netop de to første forløb er Niclas Hansen på 25 år lige blevet færdig med.

PAU bruges som springbræt til pædagoguddannelsen

Niclas håber på, at PAU kan give ham adgang til pædagoguddannelsen.

Niclas vil gerne være pædagog. Han har prøvet lidt af hvert i sit arbejds- og uddannelsesliv, men har nu fundet ud af, hvad han gerne vil:

”I starten arbejdede jeg i butik, og det har egentlig altid været det, jeg har tænkt, jeg skulle. Men så mistede jeg viljen og lysten til at stå i butik. Jeg har altid tænkt på, at arbejdet med børn, det kunne være mig. Så det er det, jeg går efter. ”

Derfor tog han de to grundforløb på SOSU og nu skal han begynde på PAU. Niclas’ gennemsnit fra HF var ikke højt nok til at søge ind på pædagoguddannelsen via kvote 1, men han håber, at han med PAU i bagagen kan komme ind via kvote 2.

Mange bliver ledige

Studerende fra Professionshøjskolen UCC i København har lavet en undersøgelse omkring de færdiguddannede pædagogiske assistenter i Københavns Sydhavn fra 2008 til 2013.

Og her viser undersøgelsen, at Niclas ikke er den eneste, der tager PAU’en for at komme videre på pædagogseminariet. Mere end hver femte har taget uddannelsen, fordi de vil bruge den til et videre uddannelsesforløb.

Undersøgelsen fortæller også, at en stor del af de færdiguddannede bliver uddannet til arbejdsløshed. Mere end hver fjerde er ledig.

50 % af de færdiguddannede bruger ikke eller har ikke brugt PAU til at komme i arbejde som pædagogisk assistent. Og hvordan kan det så være?

En af grundene er, at når PA’erne skal søge arbejde, oplever de tit, at institutionerne simpelthen ikke ved, hvad en PA kan bidrage med. De kan ikke skelne mellem det faglige niveau hos PA’erne og pædagogmedhjælperne, der er ufaglærte. Pædagogmedhjælperne er lavere i løn end PA’er og derfor stjæler pædagogmedhjælperne ofte jobs lige for næsen af PA’erne.

Stolthed over sit fag kan løse vanskelighederne

Mohamed Abdulahi er 24 år. Om 3 måneder er han færdig på uddannelsen og han glæder sig til at arbejde som pædagogisk assistent. For ham er kerneopgaven vigtigst:

Mohamed glæder sig til at komme ud at arbejde som pædagogisk assistent.

“Det er altid hyggeligt at være sammen med børn. De kan få en til at grine. Det er bare med at få sit barnlige jeg frem og det har jeg altid godt kunnet lide. Have det sjovt. Det er det, man skal som pædagogisk assistent. De giver mig… Håb. Glæde.”

Han siger, at mange af hans medstuderende kun har taget PAU for at komme videre til pædagogseminariet. Han vil bare gerne ud på arbejdsmarkedet som PA. Han har det fint med, at pædagogerne har mere ansvar i institutionerne, men han kan også mærke, at han nogle gange gerne vil have mere medbestemmelse. Og det synes han ikke, han altid får lov til som pædagogisk assistent.

Men han siger, det er op til den enkelte at finde sin egen rolle og gøre opmærksom på, hvad man har lært på PAU. På den måde bliver man også mere attraktiv for institutionerne.

Tegn med mellemrum: 4031.

Korrekturlæsning: Bave Mustafa

Når man flyver rundt i universet og kun lander på jorden, når der er Melodi Grand Prix

Da Brødrene Olsen vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2000 startede en ny epoke i Betina Mønsters liv. Hun havde fået den ene diagnose efter den anden og altid følt sig forkert. Men i Melodi Grand Prix-fanklubben passer hun ind. Dér er hun hjemme.

Af Marie Syberg

24-årige Betina står i entreen i Lystrup med en af hendes fire katte. Kattene, der for hende er nemmere at tale med end mennesker. Smuk som et stjerneskud står hun der: i en tætsiddende rød kjole dækket af hvide smaragder, en rød sailor-hat og på hendes håndled er logoet fra Melodi Grand Prix 2014 tatoveret. Her er en ægte fan.

Mere end bare en hobby

De fleste mennesker har noget, de interesserer sig for. Enten en hobby eller måske emner, de kan relatere til. Og så er der nogle mennesker, der har fundet dét, de brænder for.

For Betina er Melodi Grand Prix alt. At være Grand Prix-fan er en livsstil. Sammen med sig har hun altid sin tro følgesvend, sin mor. Og så har hun selvfølgelig hele Melodi Grand Prix-fanklubben. I Melodi Grand Prix-fanklubben er alle velkomne, især hvis man gerne vil nørde lidt. Folk udenfor klubben kan godt skæve lidt til hende, men hun har affundet sig med det:

”Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes, og nu er jeg 24, og jeg har lært at leve med det. Jeg ved godt, jeg er lidt udenfor.”

På trods af diagnoserne

 Som 18-årig blev Betina fejldiagnosticeret med biologisk skizofreni. Det viste sig at være en medfødt hjerneskade, hvor skaden skiftevis skubber til forskellige centre i hjernen, der sætter begyndende aspergers og autisme-symptomer samt stress-betinget epilepsi i gang, som kan komme når som helst.

Til hvert show skal hun derfor have en siddeplads. Hvis ikke hun har et fast sted at vende tilbage til, bliver det ubehageligt. Men til et kæmpestort Grand Prix-show med råb, høj musik og mange mennesker kan det blive svært med Betinas symptomer. Selvom diagnoserne kunne tænkes at komme i vejen, beskriver Betina følelsen af at stå i Grand Prix-salen med:

”Jeg står med en følelse af en glæde. Og jeg hører til. Og jeg er hjemme. Jeg er endelig hjemme.”

Det er svært at snakke med mennesker

Som følge af diagnoserne er nogle af Betinas største vanskeligheder i hverdagen at læse intentioner, mimik og ironi. Det føles som om, at alle andre snakker fransk, når hun snakker dansk. Når hun snakker med et andet menneske, har hun et tankemylder inde i hjernen, der prøver at vurdere, hvad det andet menneske egentligt mener. Hun forstår ikke ordene.

Derfor beskriver hun sig selv lidt som et rumvæsen. Men der er et sted, hvor de snakker et sprog, hun kan forstå og være med på. Nemlig til Melodi Grand Prix. Og her er det okay, at det kun er engang imellem, at man lander på jorden.

 

Tegn med mellemrum: 2881.

Korrekturlæsning: Cecilie Haugaard.

Standby-listen giver motiverede og parate elever

Drømmeuddannelsen er valgt, du er kommet igennem nåleøjet til optagelsesprøven på DMJX, en frygteligt angstprovokerende optagelses-samtale er overstået. Enten er du optaget, afslået eller har fået en standby-plads. Og så står du der. Med en standby-plads i hånden og en lidt lunken smag i munden. Hvad gør du så? Nina Gaunø Fredborg valgte at udnytte tiden produktivt og dygtiggjorde sig indenfor journalistikken på eget initiativ. Da hun så endelig havde fået plads på uddannelsen, var hun mere motiveret med ny viden i bagagen.

Af Marie Syberg Enevoldsen

Den 30. April 2016 troppede den dengang 22-årige Nina Gaunø Fredborg fra Hasseris, en forstad til den nordjyske storby Aalborg, op på Journalisthøjskolen i Aarhus. Ligesom alle de andre på denne optagelses-dag var hun spændt på, hvad dagen ville bringe og især, hvilken følelse, hun ville efterlade skolen med.

De fleste mennesker har hørt om den. Ellers skal de journaliststuderende nok fortælle dig om den. Den famøse og måske endda berygtede optagelsesprøve på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Dagen, hvor massevis af håbefulde piger og drenge møder op med drømmen om i fremtiden at kunne betræde denne berømte skoles jord som en studerende og ikke en aspirant. Alle mødes de der i deres håb og med forskellig bagage med sig. Sabbatår pakket med dannelsesrejser, deres første egentlige job efter gymnasiet, tidligere uddannelser, måske endda nogle spritnye af slagsen, næsten med studenterhuen i baglommen.

Friår efter gymnasiet bidrager til uddannelsesparathed

Nina blev student i 2012. Derefter har hun både startet på CBS (dog kun et kort rusforløb – det var vist nok ifølge hende selv), på Aalborg Universitet på Kommunikation og Digitale Medier, arbejdet på cafe, taget på store rejser, samt en masse andet.

Nina er altså derfor en af dem, der ikke ville falde i god jord hos tilhængerne af fremdriftsreformen. Men efter at have prøvet en masse ting af, inklusive hende selv, og endda også påbegyndt to andre uddannelser, følte hun sig parat til at begynde på en uddannelse. Men det skulle være den helt rigtige for hende. Hun havde mærket efter, og hun ville gerne være journalist. Hun søgte derfor ind på SDU til deres journalist-linje og var også til SDU’s optagelsesprøve. Men hun vidste godt, hvilken en uddannelse hun ville foretrække:

”I og med at jeg har prøvet nogle andre ting i de her år, og min uddannelse på Aalborg Universitet trak i denne her retning, fik det mig ind på, at det var DMJX, jeg ville. ”

Bevidsthed omkring uddannelsesvalg giver gevinst

Da Nina tog tilbage til Aalborg fra optagelsesprøven på DMJX, var det med en følelse af, at det var gået fint. Den sidste del af testen, og også for mange ansøgere den sværeste, havde dog trukket tænder ud. Og for at blive optaget eller i hvert fald at komme til samtale, skal alle dele af testen være bestået. Består man ikke videns-testen, kommer man ikke ind på skolen. Derfor var Nina frustreret, da hun efterfølgende ulideligvist nok skulle vente på svar.

Et par uger senere tikkede der dog en mail ind i indbakken. Men det var i første omgang fra SDU, hvor hun havde fået optagelse på deres journalistiske linje.

Men dem som hun egentlig ventede svar fra, og var mest interesseret i, nemlig DMJX, gav først lyd en del tid efter.

Endnu engang tikkede der en mail ind. Hun var kommet videre til samtale på DMJX. Nina gav det sit bedste forsøg, men da hun kom ud fra det lille, presserede rum, der mest af alt mindede om en eksamen, var hun frustreret. Hun var overbevist om, at chancen for at komme ind, lige var røget. Hun havde sagt nej tak til pladsen på SDU, for hun ville på DMJX. Derfor måtte hun gå i bitter ventetid i uvisheden om, hvad fremtiden kunne bringe.

Det var først, da Nina stod i lufthavnen på vej til en afslappende, solrig ferie til Portugal, at frustrationen blev erstattet med noget andet. Nemlig beskeden om, at hun var optaget på DMJX. I første omgang blev hun ellevild, men da hun så kiggede længere ned i mailen, var der dog en mindre detalje. Det var en standby-plads, hun havde fået.

At vente på studieplads kan motivere

Tankerne efter beskeden om standby-plads står lidt uklart for Nina. Men hun husker det som, at efter noget tid, blev hun enig med sig selv om, at det måske var fint. Uanset hvad, var hun jo garanteret plads på skolen, om det så var vinterstart eller sommerstart. Måske kunne hun bruge tiden imellem at gå og vente på en ledig plads på noget, der havde relevans for det kommende studie på DMJX. Derfor besluttede hun sig for at anskue den ukendte tidsfaktor som noget positivt og gik i gang med at få noget fra hånden. Nina startede eget firma op, Minimalistic Affairs (en smykkevirksomhed), blev ansat hos en tandlægeklinik som social- and –media-ansvarlig og hun fik også job som freelancer ved Nordjyske Stiftstidende. Især arbejdet ved Nordjyske Stiftstidende har gjort meget for hendes motivation, imens hun gik og ventede på at få at vide, hvornår hun skulle begynde på DMJX:

”Arbejdet ved Nordjyske Stiftstidende har gjort, at jeg er blevet endnu mere sikker på mit valg af studie og er klar og har gåpåmod til at starte. ”

Imens Nina Gaunø Fredberg  ventede på svar fra standby-listen, besluttede hun sig for at bruge ventetiden effektivt og kastede sig ud i nye udfordringer for at forberede sig på journalistuddannelsen.

Den 30. Januar 2017 står ret klart for Nina. For det var her, en uge før vinterstudiestart, at hun fik beskeden om, at hun var optaget på DMJX. Igennem standby-listen havde hun kunnet holde øje med de løbende frafald, og en uge før vinterstudiestart var der altså en, der takkede nej tak til sin plads på DMJX og på den måde gav Nina en plads.

Efter de selvvalgte 4,5 år med adskillige rejser, to andre påbegyndte uddannelser, forskellige jobs som freelancer hos Nordjyske Stiftstidende, tjener, og endda også som ejer af eget firma, var hun klar og motiveret til at starte på et studie, hun nøje havde udvalgt. Og hun fik lov til det.